Man kan roligt sige, at det spiller for vores ungdomsorkester Understrømmen, som ensemblet står for sammen med 6 lokale musikskoler i Kulturstrømmen.
Er der noget bedre end at sidde i et kæmpeorkester med nye og gamle venner og mærke hvordan det løfter sig, når temaet fra Harry Potter samler sig, og over 70 musikere giver alt, hvad de har?
Dette forår har været begivenhedsrigt for de ca 50 unge medlemmer af orkestret, deres musikskolelærere og ensemblets musikere.
PÅ ØVEWEEKEND PÅ ORKESTEREFTERSKOLEN.
I februar gik det afsted til Holstebro, hvor vi skulle besøge Orkesterefterskolen en weekend med spil fra morgen til aften, både på instrumenter og ved bordtennisbordene i pauserne. Flere af Understrømmens elever har allerede nydt et år på efterskolen, hvor de har dyrket deres musikinteresse, og det var spændende for vores orkester at møde efterskoleleverne, høre om deres hverdag og spille med dem. De er jo omtrent på samme alder som mange i Understrømmen. Ensemblets musikere holdt masterclass på skolen, og der er ikke noget man lærer mere af, end at høre andre unge, der arbejder med musikken.
Den intense og inspirerende øveweekend i Holstebro kulminerede med en fælles koncert hvor Undertrømmens ungdomssymfoniorkester mødte OrkesterEfterskolens symfoniorkester! Med Understrømmens dirigent Anne Lind og Christian Hørbov-Meier fra OrkesterEfterskolen.








