Sensommerfestivalen i KUMUS i år “Musik over Grænsen” handlede om at bygge en åndelig bro i takt med at der med Femern Bælt byggeriet etableres en landfast forbindelse mellem Lolland og Nordtyskland.
Til næste år planlægger vi en stor turné i samarbejde med Musikhochschule i Lübeck. Vi fik en lille forsmag på dette under weekendens festival, hvor en ung blæserkvintet fra konservatoriet i Lübeck bl.a. spillede Carl Nielsens blæserkvintet meget smukt. Efter koncerten blev de vist rundt i haven på Fuglsang Herregård, så de kunne få en fornemmelse af Carl Nielsens historie.
De musikalske forbindelser mellem Danmark og Tyskland har jo eksisteret i mange hundrede år, og det dykkede vi ned i ved denne festival. Niels W Gades liv blev fortalt fængslende i ord og toner med Mathias Hammer som fortæller, og ensemblets programkonsulent Rie Koch tog os på en musikalsk rejse i selskab med årets P2 Talent, Louise McLelland Jacobsen.
Danmarks Radio transmitterede to af festivalens fire koncerter. Blandt andet søndagens cross over koncert med Schubert Lounge, hvor det var en genremæssig grænse, der blev krydset.
Festivalstemningen – når hele KUMUS summer af musikere, der varmer op, kaffe og skønne måltider, der serveres i caféen, venneforeningens frivillige, der sælger billetter eller serverer kage og ikke mindst gæstesolister, der kaster glans over dagene og publikum fra nær og fjern.
Det ER en fest!





