Hvorfor skal papegøjearten, den gultoppede kakadue, nu lægge navn til ti variationer for klavertrio af Ludwig van Beethoven? Forklaringen er såre enkel: Titlen stammer ikke fra Beethoven selv (ligeså lidt som Skæbnesymfonien gør det), men som udgangspunkt for sine variationer valgte Beethoven et tema, der var populært i tidens Wien: En melodi fra en nu helt ukendt opera og der finder vi en kakadue i teksten (Ich bin der Schneider Kakadu). Klavertrioen udkom i 1824, tre år før Beethovens død, og i samme periode som mastodontværker som 9. Symfoni og Diabelli-variationerne men meget tyder på, at variationerne daterer sig helt tilbage til 1803, dog med (formodentlig) undtagelse af 9. variation, der i sin kompleksitet peger hen mod den sene Beethoven.

Når Brahms tænkte klarinet, åbnede han op for sine inderste følelser. Ligesom hos Mozart blev klarinetten den ”stemme” Brahms foretrak i sine sidste leveår. Trioen for klarinet, cello og klaver blev uropført i Berlin i januar 1892. Det var med klarinettisten Richard Mühlfeld, som Brahms har kaldt ”sin kære nattergal”. Robert Hausmann var med på celloen, og Brahms sad selv ved klaveret. Opførelsen blev en sand triumf. Siden har Trioen fundet sin musikhistoriske plads som et standard (mester)værk.

”Det startede i de første kolde uger af det nye år 1981”. Den kendte amerikanske komponist Ned Rorem fik i New York idéen om at forvandle sine drømme, tanker og forestillinger om vinter, og hvad vinterlyset gør ved os, til musik. Han hentede inspiration fra mange sider – digte, billeder og egne minder. Værket kom til at bestå af 12 ”billeder”, skrevet for forskellige instrumentsammensætninger ud af bruttoensemblet klarinet, fagot, violin, cello og klaver. De mange korte satser veksler i skiftende besætninger med alt fra en enkelt solist til alle fem instrumenter. En af satserne bærer i oversættelse titlen ”Fugle ved vinterskumringen”.