Operapremiere for de mindste om Charles Darwin.
”Kan Orme høre?”
En nyskrevet børneopera, der tager os med helt ind i Charles Darwins laboratorium og får os til at skærpe sanserne over for naturens mysterier, præsenteres nu af Ensemble Storstrøm og operasanger Sten Byriel i rollen som Darwin. Det er nok første gang i musikhistorien, at man kan opleve en hel opera om orme!
Hele familien er velkommen til den offentlige premiere på børneoperaen ”Kan Orme Høre?” d. 9. december kl. 15.30 i KUMUS ved Fuglsang. Operaen varer ca. 40 minutter og caféen i KUMUS er åben bagefter. I løbet af december spilles værket for børn i 3. klasse i hele Kulturregion Storstrøm.
Børnene inspireres til at lytte til og måske prøve at forstå naturen gennem Darwins eksperimenter med regnorme.
Ophavsmændene bag det ambitiøse værk er instruktør, librettist og idémanden bag Bent Nørgård og komponisten Niels Marthinsen. De har tidligere skrevet en rost helaftensopera for voksne om Charles Darwin og blev inspireret af materialet til at dykke ned i Darwins eksperimenter og formidle det til børn.
Maj Kullberg, chef for Ensemble Storstrøm fortæller, at ensemblet i disse år har et særligt fokus på naturen i programlægningen både for børn og voksne. Ensemblet ønsker at skærpe sensibiliteten over for naturen, så vi mærker, vi er en del af den, gennem bestillinger af nye værker, samarbejder med forfattere som Josefine Klougart og komponister og med digitale ”Klanglige Vandringer” i naturen. ”Med en opera om orme, som der helt sikkert aldrig er skrevet operaer om før, eksperimenterer vi med at få børnene til at lytte og sanse naturen. Før operaen opføres for skolebørn har de arbejdet med emnet i klasserne, hvor vi har et undervisningsmateriale, der kombinerer musik med naturvidenskab. De kan bygge orme-hoteller f.eks. eller lære ensemblets instrumenter at kende. For os har det været en sjov udfordring at bruge dette emne i en forestilling.”
Om operaen:
”Kan orme høre” zoomer helt ind på en af verderens største og vigtigste naturforsker, englænderen Charles Darwin. Han var dybt fascineret af regnormene, disse små ubetydelige væsners som har så stor betydning for livet på jorden. 34 år af sit liv brugte Darwin på at forstå og beskrive deres liv under og over jordens overflade. Men selv om koncertoperaens hovedpersonen er en ældre, verdensberømt videnskabsmand, så er der ingen forskel på hans og et barns fascination af naturen, dens skønhed og mysterium. På den måde kommer værket i øjenhøjde med de 9-12-årige, som er værkets kernepublikum.
Med ”Kan orme høre” bliver du inviteret helt ind i Darwins spændende arbejdsværelse. Mellem smukke klassiske musikinstrumenter og reoler er fyldt med regnorme i kasser tester Darwin om ormene har hørelse. Med til disse test har han også sin elskede ven, en livsklog skildpadde, Sjelle.
Darwin bruger musikken. Svage lyde fra fløjten. Kraftige råb fra ensemblet. Fabelagtige lyde fra fagotten og harpens vibrerende strenge får seriøse videnskabelige undersøgelser til helt naturligt at smelte sammen med musik og drama. Det skaber et helt særligt og unikt musikalsk udtryk, som skal opleves og sanses.
Med hjælp fra orkestret finder Darwin endelig svaret på sit videnskabelige spørgsmål. Et svar som ikke skal afsløres her. Men så blander skildpadden sig igen med en noget af en udfordring. Det vil vide om den store videnskabsmand, kan høre ormenes musik. Ormenes musik? Darwin er rystet, men han begynder at lytte. Mon han hører noget? Hvad tror du, kære publikum? Hvis du vil have svaret, må du lytte til ”Kan orme høre”.
”Kan orme høre” handler ikke kun om hvordan vi som mennesker kan forstå naturen – den rejser også spørgsmålet om vi er i stand til at lytte til den.
Operaen er støttet af Kulturregion Storstrøm, Dansk Komponistforening og Statens Kunstfond.
Billetter koster kr. 25,- og sælges via ensemblet.dk