Ingen tvivl om, at Maurice Ravels musik er værd at fejre, han har skrevet ikoniske værker som Bolero f.eks., men også hans kammermusik hører til de mest elskede på kammermusikprogrammer verden over.
Nu, hvor vi i Ensemble Storstrøm er dykket ned i Ravels musik i anledning af komponistens 150 års fødselsdag, er vi udover styrken i musikken også blevet ramt af, hvor meget vi kan spejle os i den tidsånd, Ravels musik blev skrevet i, som var fremherskende i Paris i starten af 1900-tallet.
Her var tiden præget af teknologibegejstring- på 10 år ændrede byen sig fra at al transport foregik med heste og til fods til, at der ikke var en eneste hest i bybilledet men metro og biler -det gik hurtigt! Verdensudstillingen med Eiffeltårnet og den første rulletrappe og på den anden side 1. verdenskrig, der lurede lige om hjørnet. Industrialiseringen var både fremskridtsmotor og vejen til hidtil usete muligheder for destruktion.
Musikalsk bygger Ravels musik bro mellem den gamle og den nye verden. Da vi sidste år lagde programmet og funderede over, hvad Ravels musik siger os i dag, fandt vi det nærliggende at spørge jazzmusikeren Nikolaj Bentzon om at skrive et værk med inspiration fra Ravels musik. Ravel var selv fascineret af jazzen, som man kan høre i f.eks. 2. sats af hans violinsonate.
Det er der kommet et spændende værk ud af, som ensemblet spiller mange gange rundt omkring i landet dette forår.
Desuden var der nogen i ensemblet, som fik den vilde idé at bede komponisten Niels Rosing-Schow om at arrangere Ravels store symfoniske værk “La Valse” til Ensemble Storstrøms 8 musikere. Niels skulle først prøve nogle ting af med musikerne, for at se om det overhovedet var muligt. Det er endt med en fantastisk nyfortolkning af værket, hvor det velkendte schwung og brus er intakt. Det har været en kraftpræstation både at indstudere og skrive, men nu har vi fået et vildt værk til repertoiret.
Samtidig har vi præsenteret Ravels musik for omkring 700 gymnasieelever her i marts måned og derudover har vi udfordret musikoplevelsen ved at lade kunstig intelligens skabe et værk (med hjælp fra kunstner Simon Brinck), som bygger på Ravels musik.
Det har både provokeret og pirret musikoplevelsen. For kan man lade sig rive med af musik, der ikke er skabt af et menneske? De unge på gymnasierne er mere hjemmevante i denne problematik end min generation. Der er kommet mange interessante diskussioner omkring, hvordan man kan bruge de nye AI-værktøjer i en kreativ sammenhæng. Nogen savner det ægte og menneskelige, men mange er åbne for, at AI kan bruges som idégenerator, som inspiration. Er det snyd?
Disse spørgsmål undersøges nærmere af to forskere på CBS, og flere medier har allerede været forbi ensemblets koncerter, som vi kalder Kunstige Kompositioner.
Lyt her:
P2 Puls: https://www.dr.dk/lyd/p2/puls/puls-2025/kunstig-intelligens-i-musikken-12422534143
Domumentar: https://youtu.be/_59iS0nGl00?si=XDWp1kvom0Ju7SGb
Vi fortsætter med Ravels skønne musikalske univers ved klassiske koncerter i kammermusikforeninger rundt omkring i landet frem til sommer.
Merci et bon anniversaire monsieur Ravel!








