Ensemble Storstrøms klanglige vandringer dukker op i landskabet flere steder den kommende tid. Som en poetisk og sværmerisk måde at få musikoplevelsen til at gå i dialog med naturen på.
Sanserne åbnes, når man med musik i ørerne, der har stærk forankring til det særlige sted, vandringen foregår, guides rundt i naturen. Lydkulissen bliver et helt lille kunstværk i sig selv, når ensemblets toner opleves på vandringen.
I august indviede ensemblet sammen med singer-song writer MC Hansen en rute med kulturbænke ved Præstø Fjord. Her kan man sætte sig og gennem en QR-kode på telefonen høre MC´s smukke og underfundige sange, der handler om lige præcis de steder ved fjorden, hvor man befinder sig.
I september arbejder ensemblet sammen med den lokale stjerne-DJ Katrine Ring om at få en klanglig vandring ud på en vandrerute ved Fuglsang. Katrine Ring er blandt andet kendt som vært på DRP2s program Natsværmeren, og det er denne drømmende grundstemning, vi går efter, når der med musik, der har tilknytning til Fuglsang Herregård og er indspillet af ensemblet lægges et kunstnerisk lydspor, man kan have i ørerne, når man går rundt i naturen ved Fuglsang.
Vi starter med en klanglig vandring “live” under vores Sensommerfestival i KUMUS d. 18. september. Her vil ensemblets musikere placere sig rundt omkring på Fuglsang og spille danske sommersange i nye arrangementer af komponisten Erik Højsgaard. Vores fløjtenist Svend Melbye vil føre gæsterne rundt på turen, som slutter stemningsfuldt foran Fuglsang Kunstmuseums café, hvor Katrine Ring mixer toner og lyde fra stedet.
Vi ønsker, at skærpe sensibiliteten over for naturen gennem disse musikoplevelser i det fri. Som en slags interaktiv koncertoplevelse. I løbet af de næste år der kommer flere klanglige vandringer rundt omkring i vores landsdel. God tur!