Jacques Ibert (1890-1962)

I 1918 formulerede digteren Jean Cocteau et fælles program for seks unge franske komponister, som sammen havde præsenteret deres musik ved en salon hos en velhavende fransk dame. Det var ikke efter de seks komponisters ønske, for de havde i virkeligheden ikke ret meget til fælles. Cocteau skrev på deres vegne – og uden at have været spurgt – om en ny musik, der skulle vende romantikken og impressionismen ryggen, få hverdagen ind i musikken og musikken ind i hverdagen.

De seks var Arthur Honegger, Darius Milhaud, Francis Poulenc og de i dag mindre kendte Georges Auric, Germaine Talleferre og Louis Durey. Efter et par velmente, men forgæves forsøg på at få Les six (De seks) til at skabe noget i fællesskab, gik den mere eller mindre postulerede gruppe i opløsning, og de enkelte medlemmer fulgte hver deres egen vej i musikken.

Jacques Ibert var ikke med blandt de seks, men det kunne han godt have været. Han var nogenlunde jævnaldrende med de ældste af dem – Arthur Honegger og Darius Milhaud, begge født i 1892 – og i virkeligheden svarede hans musikalske holdninger og idealer langt bedre til det program, Cocteau havde opstillet for Les six, end de seks komponister, der var blevet gjort til en gruppe.

På konservatoriet i Paris må en komponiststuderende, som ønsker at blive taget alvorligt, indstille sig til Prix de Rome, Romerprisen, og Ibert vandt denne prestigefyldte pris i 1919 og kunne tilbringe det næste par år i konservatoriets villa på Monte Pincio i Rom. Her komponerede han sit gennembrudsværk ”Escales” (1922), tre orkesterstykker der skildrer tre havnebyer ved Middelhavet.

Fra 1937 til 1960 var han direktør for det franske akademi i Rom.

Som komponist vendte han ryggen til alle skoler og principper og skrev let, elegant, humørfyldt neoklassisk musik, oftest i de mindre former. Fløjten spiller en betydelig rolle i hans kammermusik, og han skrev den betydeligste og mest spillede fløjtekoncert i det 20. århundrede efter Carl Nielsen.