Hvad sker der med oplevelsen af musikken, når AI interagerer med original kunst?
Hvad sker der med det menneskelige i musikken og kunsten, når AI kan indgå som en ny kreativ skaber? Hvordan påvirker det komponisten, udøveren og publikum?
Disse interaktioner undersøger Ensemble Storstrøm sammen med to forskere fra CBS, når flere gymnasier oplever koncerter hvor mennesket og maskinen bliver sat over for hinanden i både skarp kontrast og særegent samarbejde.

Processen hvor de to nye værker er blevet skabt til Ensemble Storstrøm er fulgt af et videohold og 2 forskere fra CBS, Mads Bødker og Sine Zambach.
Hvilke tanker ligger bag? Hvori består den menneskelige påvirkning i det AI-genererede værk? Hvordan bliver den klassiske/jazzede komponist inspireret af den gamle mester?
– og hvad mener publikum, eleverne, på de udvalgte gymnasier? Hvordan lytter vi til musik i en tid hvor maskiner tilsyneladende kan være kreative. Og kan de overhovedet det?
Kreativt afsæt i en historisk komponist:
Vi har valgt at bruge Ravels musik som bagtæppe for dette projekt, da hans værker har rødder i de traditionelle stilarter, og holder sig inden for de stilmæssige og harmoniske rammer i hans samtid. Samtidig peger de mod noget moderne. Både for et moderne menneske i dag og for et AI-genereret værk er der meget materiale at tage af i en nyfortolkning af Ravels musik skabt med nutidens øjne og teknik.
Ravel komponerede i Paris omkring 1910 i en tid, der var præget af teknologibegejstring – på 10 år ændrede byen sig fra at al transport foregik med heste og til fods, til at der ikke var en eneste hest i bybilledet men metro og biler – det gik hurtigt! Verdensudstillingen i 1889 med opførelsen af Eiffeltårnet, 1. verdenskrig, hvor Ravel for øvrigt var ambulancefører, der rystede folks opfattelse af verden. Industrialiseringen var både fremskridtsmotor og vejen til hidtil usete muligheder for destruktion.
Til koncerterne hører publikum først et originalt kendt værk af Maurice Ravel (1875-1937): Ma Mère l´Oye fra 1912.
Herefter taler Sine Zambach og Mads Bødker om hvad kunstig intelligens er og kan og om kunstige kompositioner og kreative praksisser.
De to ny-skabte værker introduceres med en videopræsentation af komponisterne og opføres af Ensemble Storstrøm.
Afsluttende debat med publikum om deres forventninger og oplevelser af hvordan vi påvirkes, når vi ikke ved hvad der er menneskeligt og maskinelt – ikke mindst i kunsten? Mister vi det autentiske eller kunstens “aura”? Hvordan lytter vi til musik i en tid hvor maskiner tilsyneladende kan være kreative??
Holdet bag:
Ensemblechef Maj Kullberg har udviklet ideen og konceptet sammen med forsker Sine Zambach og dennes kollega Mads Bødker.
Sine Zambach er adjunkt på CBS og forsker i kunstig intelligens. Med stor interessere for både hvordan AI-algoritmerne virker og hvordan AI virker på os – for eksempel i undervisning og i hverdagen. Hun er forskningsleder på projektet.
Mads Bødker er lektor på CBS og forsker i menneskers interaktion med teknologi og hvordan digitaliseringen påvirker kreativitet og følelser, overvågning og relationer på arbejdspladsen.
Rie Koch er vært ved koncerterne og programkonsulent for Ensemble Storstrøm, redaktør og studievært på DR P2 og cand.mag. i historie med fokus på musikhistorie og erfaren foredragsholder.
Med Ravels fascination af jazz var det naturligt at lade Bentzon blive inspireret til et nyt værk via den franske komponist. Bentzon har sit udgangspunkt i jazz men arbejder på kryds og tværs af genrer. Udover jazz-forbindelsen, er det med en vis ydmyghed, han går til opgaven: Jeg nærer en afgrundsdyb kærlighed og begejstring for Ravels musik. Bare hans evne til at instrumentere har gjort ham legendarisk. Samtidig er der andre elementer i Ravels tonesprog, som fascinerer og tiltrækker mig. Musikken er som en atmosfære med træk af det spanske og dermed også det mellemøstlige, som jeg selv har arbejdet med, særligt i big-bands. Nikolaj Bentzons far var komponisten Niels Viggo Bentzon, én af de mest markante komponister i anden del af 1900-tallet, som gjorde sig en del i decideret atonal musik, også tolvtonemusik. Nikolaj har i værket søgt tilbage til rødderne, men ikke de familiære: Ravel arbejder på grænsen mellem det tonale og non-tonale, som også ligger mig nær, og at arbejde med værket har været som at gå i en bue uden om min far og tilbage til opbrudstiden i starten af 1900-tallet.
Brinck har sit udgangspunkt i både klassisk og elektronisk musik, og med Ravel i en teknisk opbrudstid var det oplagt for Brinck at koble sin kærlighed til den klassiske Ravel sammen med sin teknologiske eksperimenteren med kunstig intelligens. ” Mit værk handler om en fiktiv kunstig intelligens, der skaber musik i Ravels stil. Denne intelligens udvikler efterhånden en form for selvbevidsthed og ender i en dybt fortvivlet kunstnerisk og psykologisk tilstand,” forklarer Brinck. Simon Brinck har en alsidig baggrund som komponist, musiker og lyddesigner, og har arbejdet med blandt andet film, teater, podcasts og lydinstallationer. Det har han brugt i sit arbejde med Ravel. ”Værket er en science fiction-fortælling om de muligheder og dilemmaer, kunstig intelligens bringer med sig. Musikken er skabt med AI, men ikke af AI. Selvom det er fascinerende, at AI kan komponere, ønsker jeg ikke blot at fremvise, hvor langt teknologien er nået – for om et år vil den uden tvivl være langt mere avanceret. Derfor har jeg skabt et drama, der dykker ned i de problemstillinger, som AI medfører.”







– eller ring til Nina: 21 22 82 20
– eller til ensemblet: 29 67 10 02