
Nytåret skydes i år ind med et med musikalsk festfyrværkeri i form af den dansk-tyske stjernesopran Dénise Beck.
Hun er kendt for sin lysende klang og store kunstneriske spændvidde, og når hun optræder sammen med Ensemble Storstrøms 8 musikere, bliver det med musikalske delikatesser, Lieder, operaarier og champagne!
Udover kendte operahits fra Mozarts ”Tryllefløjten”, Puccinis operaer ”Tosca” og ”Gianni Schicchi” og Gounods ”Romeo og Julie” kommer programmet rundt i Europa og endda en tur udover Andesbjergene. Selvfølgelig slutter vi af med en nytårsafdeling med Strauss-numre i bedste nytårsstil.
Filmmusik
Ensemble Storstrøm har kastet kærligheden på filmmusik, der kan forstærke de store følelser på biograflærredet. Til nytårskoncerten præsenteres en afdeling med skønne filmhits som f.eks. Charlie Chaplins ”Smile”, ”Over The Rainbow” af Harold Arlen og dansk stumfilmsmusik i verdensklasse af Jacob Gade.
Denise Beck bor til daglig i Berlin, men det danske publikum har ofte glæden af hende, når hun f.eks. optræder herhjemme på Operaen i København, hvor man har kunnet opleve hende som Pamina i Tryllefløjten, i Den Glade Enke, som Adele i Straus´”Flagermusen” og som Leonora i Nielsens Maskerade. Derudover er hun jævnligt gæst på de store huse i Wien, Stockholm, Amsterdam, Oslo og Tokyo.
Hun har indspillet flere album bl.a. med DR Symfoniorkestret og Michael Schønwandt og har gennem tiden modtaget en lang række priser, blandt andre Inga Nielsen Prisen samt P2’s Talentpris. I 2021 blev hun udnævnt til Ridder af Dannebrogordenen.
I pausen serveres der bobler, og koncerten introduceres af de feststemte musikere i Ensembles Storstrøm.
Billetter:
Se arrangørens hjemmeside for billetsalg og medlemskab