Kunstnerisk rådgiver

 

Toke Lund Christiansen er kunstnerisk rådgiver for ensemblet.

 

Hans opgave er primært at udvikle kammermusikprogrammer til ensemblet og generelt at inspirere ensemblets
kunstneriske arbejde og sammenspil.

 

Toke Lund Christiansen er tidligere solofløjtenist i DR Symfoniorkestret - en position han fik i 1968, året før han faktisk debuterede fra Det kgl. danske Musikkonservatorium i København, hvor han i øvrigt er docent den dag i dag.

 

Som solist og kammermusiker har han indspillet omkring 50 cd'er, heriblandt Carl Nielsen fløjtekoncert og samtlige værker af Kuhlau hvori der indgår fløjte! Han var i 2010 præsident for juryen ved den 4. internationale Carl Nielsen-fløjtekonkurrence i Odense, og er desuden aktiv som komponist og arrangør og som redaktør for en lang række nodeudgivelser, f.eks. i samarbejde med Sir James Galway i serien Master Class.

 

Toke Lund Christiansen er også en krumtap i dansk musikliv på andre måder, f.eks. som medstifter, fløjtenist og formand i Collegium Musicum, som koncertarrangør, som formand for Solistforeningen af 1921 og som skribent i fagblade og forfatter til bøger om musik, f.eks. "Udsigt til musik" - en bog om kunsten at lade sig dirigere!

 

 

Toke har været kunstnerisk rådgiver for Ensemble Storstrøm siden 2010.